Dag 1: Afrejse fra Danmark og ankomst til San José i Costa Rica
Der er afgang fra Danmark om morgenen.Efter flyskifte i anden europæisk lufthavn flyves mod Costa Rica og der serveres gratis måltider med drikkevarer undervejs. Der er ankomst til landets hovedstad, San José, om aftenen, hvor vi bliver modtaget af vores lokale engelsktalende guide, som skal følge os på hele rejsen. Vi kører sammen den korte tur til vores hotel, hvor vi kan gå til ro efter den lange flyvetur – og i spændt forventning om de store naturoplevelser der venter forude.
Overnatning inkl. aftens- og morgenmad på Hotel Presidente.
Dag 2: Via Braulio Carillo National Park til Tortuguero National Park
Efter en kop kaffe eller te med en kiks e.l. til er der tidlig afgang fra hotellet, hvorefter vi kører ind i landets centrale del, der er domineret af vulkanske bjerglandskaber med tæt skov. Efter en times tid stopper vi i bjerg- og tågeskoven i Braulio Carillo nationalparken, hvor vi skal gå en tur i den frodige natur og især gøre en indsats for at finde den utroligt smukke og særegne fugl – quetzalen - der vel nok er den mest eftertragtede fugl at se i Costa Rica, selvom landet kan byde på et væld af spektakulære og farverige arter.
Efter vores søgen efter skønheden, som vi håber at have held med, og ca. en times kørsel når vi byen Guiápiles, der er omgivet af store bananplantager. Her spiser vi sen morgenmad, inden vi kører det sidste korte stræk og når en lille flodhavn, hvor vi stiger ombord på vores båd, der skal bringe os ud til vores vidunderligt beliggende lodge midt i Tortuguero nationalparkens fantastiske natur. Parken rummer en imponerende diversitet af såvel flora som fauna, og med lidt held kan vi allerede undervejs på denne første sejltur se dovendyr, aber, krokodiller, skildpadder samt et udvalg af det rige fugleliv. Lodgen ligger mellem to slyngninger på den lokale flod, og altså med vand på begge sider, samt ganske tæt på den caribiske kyst.
Vi er fremme i tide til en skøn frokost, og efter indkvartering i de eksotiske omgivelser skal vi om eftermiddagen besøge en lille lokal landsby, hvor vi får et godt indblik i beboernes liv i de ellers naturdominerede og fredede omgivelser her ved Costa Ricas caribiske kyst.
Overnatning på Pachira Lodge med alle måltider inkluderet.
Dag 3: Hel dag i Tortuguero National Park på den caribiske kyst
Efter en god nats søvn og et dejligt morgenmåltid på lodgen midt i det skønne naturområde, har vi hele dagen til at udforske Tortugueros fantastiske natur. Om morgenen skal vi på en guidet gåtur i den tætte regnskov. Efter en oplevelsesrig gåtur returnerer vi til vores hotel, hvor der er tid til frokost og et hvil, før vi ud på eftermiddagen tager på endnu en stemningsfuld sejltur på nogle af områdets mange naturlige kanaler og små flodløb i den tætte regnskov og kystnære mangroveskov.
Der er altså god tid hele dagen, såvel på gå- og sejlturen som på selve lodgens område, til at opleve den yderst frodige natur og det meget rige dyreliv. Vi håber bl.a. at se de langlemmede edderkoppeaber og de støjende brøleaber, mens der blandt de mere end 300 fuglearter f.eks. er mulighed for at se flere slags tukaner med de store og farvestrålende næb, samt papegøjer - med den store soldaterara som den mest imponerende.
Overnatning på Pachira Lodge med fuldpension.
Dag 4: Til La Tirimbina Biological Reserve. Gåtur blandt trætoppene og natsafari
Efter morgenmaden tager vi afsked med den skønne lodge, men det er ikke slut med oplevelserne i Tortuguero. Vi skal nemlig på endnu en skøn sejltur på Tortugueros labyrint af kanaler på vores vej tilbage til den lille flodhavn, hvor vores bus venter. Herfra kører vi på ca. en time til byen Guápiles, hvor vi spiser frokost, inden vi fortsætter med et par timers kørsel til dagens mål, Tirimbina Biological Reserve.
Når vi har installeret os på værelserne i de dejlige omgivelser, skal vi ud på eftermiddagen gå en tur i det spændende reservat, der har yderst varieret natur og et meget rigt plante- og dyreliv især omkring Sarapiqui River, hvor vi skal bo.Vi skal bl.a. passere én af Costa Ricas længste hængebroer, der er spændt ud mellem trækronerne, så vi kan se den tætte skov i et helt andet perspektiv oppe fra fuglenes og abernes levested.
Omkring solnedgang vender vi tilbage til vores lodge. Efter tid til et hvil samt at nyde aftensmaden skal vi på endnu en gåtur i Tirimbina. Denne gang foregår turen i mørke, men vi medbringer kraftige lygter, så vi kan søge efter nogle af de mange nataktive dyr, der findes i området. Mens de dagaktive dyr sover, overtages scenen af en række andre spændende arter, og med lidt held kan vi måske få øje på bl.a. hulepindsvin, myreslugere, snohalebjørne og ikke mindst den utroligt smukke og farvestrålende rødøjede frø, der næsten er blevet et af ikonerne for Costa Rica.
Efter den spændende natsafari er det blevet tid til at gå til ro, mens vi lytter til stedets mange spændende lyde og indsnuser de eksotiske dufte.
Overnatning på Tirimbina Rainforest Lodge og med alle dagens måltider inkluderet.
Dag 5: Til Cano Negro Wildlife Refuge for gå- og sejltur
Når vi har nydt et solidt morgenmåltid i de dejlige omgivelser, kører vi gennem kuperede landskaber og frodigt landbrugsland til vores næste naturdestination, Cano Negro Wildlife Refuge. Vel fremme på vores lodge skal vi spise en god frokost og installere os på vores værelser, inden vi skal ud og opleve naturen i reservatet.
Den uberørte skov i Cano Negro er en af landets rigeste på plante- og dyreliv, og skoven gennemskæres af adskillige floder, der nogle steder breder sig ud til små laguner. Områdets fantastiske natur skal vi nyde på en stemningsfuld sejltur, hvor der bliver rigtig gode mulighed for at opleve bl.a. det meget varierede fugleliv på og ved vandet samt i den omgivende smukke galleriskov.
Omkring solnedgang vender vi tilbage til vores dejlige overnatningssted, Cano Negro Natural Lodge, hvor alle måltider er inkluderet.
Dag 6: Til Tenorio Volcano. Besøg på kokos- og kakaoplantage med smagsprøver
Der er god tid til at nyde morgenmad, de flotte omgivelser og evt. en tur i swimmingpoolen før vi kører mod Tenorio vulkanen et par timer mod vest. Fremme på vulkanens nedre skråninger skal vi besøge en kakaoplantage, hvor en lokal landmand vil følge os ind i hjertet af plantagen. Her bliver vi introduceret til kakaoens ”hemmeligheder” i det fortryllende landskab, hvor de imponerende kakaofrugter hænger frit på træernes stammer helt ned til jorden. Vi skal også se stedets kokosplantage og selvfølgelig holde øje med mange af de små dyr, der lever i plantagens træer. Inden vi forlader stedet, er det blevet tid til smagsprøver på de lokale produkter, før vi kører til Tenerio Volcano nationalparken og vores dejlige hjem for de næste to dage, Celeste Mountain Lodge.
Lodgen ligger i naturskønne omgivelser direkte op til nationalparkens tætte bjerg- og tågeskov. Den har sin egen 1,7 km lange natursti, som vi selvfølgelig skal prøve, hvorpå det er muligt at se f.eks. næsebjørne, navlesvin og kapucineraber – og med en portion held også tapirer, der med mellemrum observeres. Fuglelivet omkring naturstien og lodgen er rigt, og her findes f.eks. adskillige arter af kolibrier, ligesom mange farvestrålende sommerfugle kan ses.
Alle dagens måltider er inkluderet.
Dag 7: Gåtur i Tenorio National Park. Mulighed for sejltur i små gummibåde på Rio Celeste
Vi har hele dagen til at opleve den imponerende og meget artsrige natur i nationalparken omkring Tenorio-vulkanen med dens omkransende uberørte bjergregnskov. På en gåtur på en spektakulær natursti skal vi bl.a. opleve den smukke flod Rio Celeste, hvis brusende løb og vandfald skærer sig gennem den frodige og tætte skov og flere steder danner lysende blå laguner.
Om eftermiddagen er der mulighed for at sejle i små gummibåde (nærmest forstørrede baderinge) i det klare og blå vand ned ad Rio Celeste. Det er en smuk og adrenalinmættet oplevelse, der går gennem tæt skov og til tider meget strømfyldte passager. Vi arrangerer selvfølgelig også en rolig gåtur i området for dem, der ikke bryder sig om ”sejlturen”.
Overnatning på Celeste Mountain Lodge med fuldpension.
Dag 8: Til Rincon de la Vieja National Park. Besøg ved vandfald og varme kilder
Efter et sidste skønt morgenmåltid tager vi afsked med vores dejlige lodge og kører de ca. to timer mod øst til Rincon de la Vieja nationalparken omkring den aktive vulkan af samme navn. Her går vi en dejlig tur i den mere tørre skov og holder øje med det ændrede plante- og dyreliv langs stien, der fører ned til det imponerende Chorreras vandfald, hvor der kan svømmes en tur i den naturlige pool nedenfor vandfaldet. Om eftermiddagen går turen til de berømte varme kilder ved Rio Negro, der ligger omgivet af skøn natur, og hvor der ligeledes er mulighed for en tur i det varme vand.
Vi overnatter på komfortable Hacienda Gauchipelin, der ligger i smukke omgivelser og bl.a. kan byde på en dejlig swimmingpool, så dagen giver altså gode muligheder for de svømmeglade. Alle måltider er inkluderet under opholdet.
Dag 9: Til Cuajiniquil ved La Cruz på Stillehavskysten
Efter et dejligt morgenmåltid skal vi besøge endnu en spændende lokalitet i nationalparken, når vi kører til et område for foden af den klassiske kegleformede vulkan, hvor man virkelig fornemmer nærheden til den underjordiske aktivitet i området med sydende varme kilder og gejsere samt små boblende mudderhuller. På en kort gåtur i området bliver der selvfølgelig også tid til at beundre den store diversitet i dyre- og plantelivet, der bl.a. omfatter gigantiske træer med et spændende fugleliv.
Herfra fortsættes med en 2-3 timers køretur mod vest til kystområdet ud mod Stillehavet ved byen Cuajiniquil, der er et naturskønt område, som, i modsætning til mange andre lokaliteter på Costa Ricas kyst, ikke er præget af turisme.
Fremme nær kysten skal vi bo i to nætter med fuldpension på det lille hyggelige familiedrevne hotel, Casa del Viento.
Dag 10: Sejltur på Stillehavet med mulighed for snorkling
I dag skal vi på en vidunderlig sejltur på Stillehavet, hvor vi altså skal opleve en helt anden natur og et markant anderledes dyreliv end inde i Costa Ricas kuperede og oftest skovklædte nationalparker.
Den præcise kurs sættes af skibets kaptajn på selve dagen og afhænger af vejr- og vindforhold. Uanset om vi sejler mod syd og ind til Santa Elena Bay Marine Management Area eller mod nord til farvandet omkring øerne i Junquillal Bay og til Salinas Bay, hvor Bolanos Island er et vigtigt reservat for ynglende havfugle som f.eks. fregatfugle, så venter der en stor oplevelse.
Undervejs på turen er der mulighed for at snorkle i det krystalklare vand, ligesom vi går i land på et paradisisk sted og nyder en gåtur i de eksotiske og øde omgivelser, hvor vi får serveret en forfriskning. Sejlturen byder desuden på gode muligheder for at se havfugle og delfiner og med lidt held også hvaler. Vi returnerer til den lille havn og vores hotel – og helt sikkert rigere på minder om eksotiske Costa Ricas varierede natur. Måske er en svalende svømmetur i swimmingpoolen en passende afslutning på den oplevelsesrige dag.
Endnu en overnatning på Casa del Viento med fuldpension.
Dag 11: Via besøg på Las Pumas Rescue Center til Tarcoles
Der er tidlig morgenmad og afgang, da vi har rejsens længste køretur på knap 300 km og godt 5 timer foran os, men turen deles op i to omtrent lige lange stræk af en spændende oplevelse og en dejlig frokost. På den første del af turen passerer vi gennem Guanacaste Pampas, der består af store åbne arealer domineret af lav vegetation med masser af græs. Dette er centrum for Costa Ricas kvægproduktion.
Herefter når vi til Las Pumas Rescue Center, hvor vi får en guidet rundvisning med fokus på landets vilde kattearter og ikke mindst pumaen, samt de konflikter disse ofte har med især Costa Ricas landbefolkning. Selvom vi ikke skal regne med at se f.eks. vilde pumaer, jaguarer eller ozelotter på vores rejse, så får vi her chancen for at høre om deres liv og adfærd, samt at se nogle individer, der er reddet fra konfliktsituationer. På en dejlig restaurant nær centret spiser vi frokost, inden vi fortsætter køreturen mod syd langs Stillehavskysten.
Fremme i Tarcoles indkvarteres vi på vores hotel, der ligger tæt ved Stillehavskysten midt i et kuperet og skovklædt terræn i dets eget lille private reservat med flere naturstier. Når vi har fået vores værelser, er der mulighed for at gå en tur frem til skumringen i de nære omgivelser langs en lille flod, hvor der bl.a. er chance for at se den store og yderst farverige lyserøde ara samt imponerende og forhistorisk udseende leguaner, før vi vender tilbage til et dejligt aftensmåltid.
Denne sidste overnatning i Costa Rica er på stemningsfulde Villa Lapas med alle måltider inkluderet.
Dag 12: Sejltur blandt krokodiller på Rio Tarcoles. Til San José for byrundtur og hjemrejse
Det er blevet sidste morgen på vores oplevelsesrige naturrejse og de morgenfriske kan nå en kort gåtur i det lille reservat før morgenmaden, og måske også en forfriskende tur i swimmingpoolen. Herefter kører vi den ganske korte tur til Rio Tarcoles og går ombord på den ventende båd. Ude på floden skal vi opleve de mange amerikanske krokodiller, som floden er berømt for, og hvoraf nogle er gigantiske, men vi skal også nyde det yderst rige fugleliv med bl.a. mange hejrer langs flodbredden.
Tilbage på land sættes kursen mod centrum af landets hovedstad, San José, en køretur på knap et par timer. Vel fremme i den travle by skal vi på en guidet byrundtur og se nogle af de mest interessante historiske bygninger, samt spise en dejlig ”farewell lunch”, inden vi sidst på dagen kører til lufthavnen, hvorfra der er afgang mod hjemlige himmelstrøg ud på aftenen.
Dag 13: Hjemkomst til Danmark
Der serveres gratis måltider og drikkevarer på flyvningen. Efter flyskifte undervejs er der ankomst til Danmark sidst på dagen med masser af store naturoplevelser i ”bagagen” – og måske også mange gode billeder på kameraets hukommelseskort.
Bemærk:
Man skal være selvhjulpen og ikke dårligt gående for at tage med på turen, men det kræver ikke en specielt god fysik. De hårdeste udfordringer vil være gåturene, men de er ikke lange og foregår i roligt tempo tilpasset deltagernes ønsker og formåen.
Flodsejlturen i små gummibåde og snorkling på Stillehavskysten er selvfølgelig frivillige og der kan arrangeres alternative aktiviteter, hvis det ønskes.
Rejsen gennemføres ved minimum 10 gæster og der er maksimalt 15 gæster sammen med den lokale engelsktalende guide.
Der tages forbehold for ændringer af tider og indkvarteringssteder.